HURTIG LEVERING HVER DAG
fra kun 0 DKK

HURTIG LEVERING

Daglig afsendelse , fra eget lager

E-MÆRKET

kontrolleret og godkendt!

KUNDESERVICE

på telefon +45 30 34 11 61

 Varen blev lagt i kurven

Nyheder & Anmeldelser


Sådan ser dit liv ud med kulørte billeder!

 

Det seneste EGO-spil - EGO Pictures - skuffer bestemt ikke

 

Del artiklen

           

 

 

 Korte facts

 

    2 - 6 deltagere
  fra 15 år
  ca. 30 min pr. spil

 

 

 Karakter

 

I vores familie – der består af to vokse og to teenagere - er vi store fans af EGO! Det simple og enkle gameplay, de sjove diskussioner, de overraskende afsløringer og ikke mindst de gode grin, som vi har fået sammen, har gjort de 3 første spil til faste elementer i vores familiehygge.

Derfor er man måske lidt på vagt, når man skal stifte bekendtskab med det seneste skud på EGO-stammen, nemlig spillet EGO Pictures, der sådan lidt i ubemærkethed har fundet vej ud på spilhylderne. Årsagen til, at man er en smule på vagt er, at man bag på spilæsken kan læse, at EGO Pictures slet ikke indeholder spørgsmål og svarmuligheder, som man ellers kender det, men i stedet en hel masse billeder.

 

Hmmm…

Vi blev ikke mindre kritiske i familien, da spillet blev pakket ud, for udover skål, svarchips og jetoner, så virkede det hele meget mere ”eksotisk” og anderledes, end vi er vant til med EGO. Men okay, spillet så flot og farvestrålende ud, så det var jo bare med at komme i gang.

 

Men det vender vi lige tilbage til…

 

Hele ideen i EGO Pictures er, at man placerer nogle billeder på bordet og så skal man forsøge at sætte billeder på sit liv, sine værdier, holdninger, minder osv. Dette gøres ved, at man kaster en terning, hvor man enten skal sammenholde ord/sætninger med billeder, koble et billede sammen med andre billeder eller simpelthen vælge, hvilke billeder man synes bedst eller dårligst om.


I halvdelen af tilfældene bliver man stillet overfor et ord eller en sætning - eksempelvis kan man trække et kort, hvor der kan stå ”Min bedste ven”. Opgaven er nu, at man tænker på den bedste ven, man nogensinde har haft, og derefter finder det billede på bordet, der bedst passer beskriver denne ven. Man markerer så sit valgt skjult med sin svarbrik og så er det op til de øvrige deltage at gætte, hvilket billede, du har valgt. I vanlig EGO-stil satser dine medspillere på deres gæt og kan vinde eller tabe jetoner, mens du vinder en jeton, for hver af de andre, der har gættet rigtigt. 

 

Der er også muligheden for at terningen bringer dig ud i en situation, hvor du skal trække et billede og så matche det med et af de billeder, der ligger fremme på bordet. Du skal kort sagt vælge, hvilke billeder, du selv synes, passer bedst sammen. Der er ingen rigtige løsninger udover det, som du tænker og vælger i dit eget hoved.

 

Terningens sidste 2 muligheder er meget enkle. Slår du en sur smiley, så skal du vælge det foto på bordet, som du mindst bryder dig om. Slår du en glad smiley, så er det naturligvis lige omvendt.

 

Undervejs sker der hele tiden en udskiftning af billederne og derfor ændrer valgmulighederne og kombinationerne sig hele tiden. Det betyder reelt, at to spil aldrig kan blive ens og at spillet i princippet kan spilles i det nærmest uendelige, uden at man nogensinde bliver stillet overfor den samme opgave med samme valgmuligheder.

 

Som i alle de andre EGO-spil, så er det hele slut, når jetonerne fra skålen er fordelt og man har fundet vinderen, som er den deltager, der har scoret flest jetoner.

 

Men nu tilbage til vores test…

 

I starten af spiltesten var der en del kritisk snak frem og tilbage over bordet. Vi skulle vist lige vænne os til alle de nye ting, som spillet bringer i forhold til de ”gamle” EGO-spil. Men efterhånden forstummede kritikken, for vi blev lige pludselig alle 4 draget ind i universet og begyndte at leve os ind i det. Helt overraskende var det, hvordan vi så forskelligt kunne tolke det samme billede og ekstra sjovt blev det, at høre forklaringen, anekdoterne og holdningen, der lå bag de forskellige valg.

 

Måske gik det pludselig op for os, at vi faktisk blev en smule klogere på hinanden og at det faktisk var ret interessant. Grinet blev der også, da Mor blev ”tvunget” til at fortælle om sit billedvalg i forbindelse med ”Hendes første kys”. Alle øvrige deltagere undrede sig over hendes billledvalg, men det viste sig til alles lettelse, at det dystre valg gemte på en historie om en lille pige og en lille lyshåret knægt, hvis læber uskyldigt havde mødt hinanden i en mørk og skummel vaskekælder. Spillet blev minsandten også ret følelsesladet, da Far skulle sætte billede på sin forhold til sin afdøde mor og i det hele taget udviklede vores spiltest sig til 2 timer ”kommen hinanden ved” på en rigtig god, følsom og tæt måde. Vi nåede i det tidsrum at spille spillet til ende 3 gange…

 

EGO Pictures er ikke som de andre EGO-spil, selv om det indeholder de samme mekanismer. EGO Pictures kan nemlig noget helt andet og er i virkeligheden langt mere dybt, end de øvrige spil i serien. I Pictures kommer gamle historier, anekdoter og holdninger meget nemt op til overfladen, fordi der er masser af overraskende billedvalg. Overraskelserne kommer automatisk, fordi vi mennesker tilsyneladende tolker vidt forskelligt på billeder og selv om det faktum er lidt ”irriterende”, så er det også interessant og hele det omdrejningspunkt, der gør EGO Pictures til en potentielt fantastisk oplevelse, hvis du er nysgerrig på dig selv om andre mennesker.


Så selv om vi gik kritisk ind til testen af dette spil, så ender vi op med at konstatere, at det eneste reelle minus ved spillet er, at det ikke på samme måde, som de øvrige EGO-spil, egner sig som gå-i-byen-opvarmning eller festspil. EGO Pictures er mere til rødvin, gode venners selskab og fordybelse på en sjov måde.

 

Men det er vel heller ikke så ringe endda?

 

 

Køb spillet her

 



Kommentarer



NYHEDER & ANMELDELSER

 

POPULÆRE SPIL

 

Partners Original

Rubiks Cube 3x3 (professorternin

Stratego

Puslespilsmåtte, 500-3000 brikke

EGO - Hvem er jeg? (EGO Grøn)

Dobble

Loopin' Louie

Mexican Train

DERFOR SPILCOMPAGNIET

 

 Mest om spil

 Fragt fra 25,00

 90 dages returret

 Sikker nethandel

 Billige priser

 

HOLD DIG INFORMERET OG MODTAG GODE TILBUD

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud - eller følg os på Facebook.

 

Vi udsender vores nyhedsbrev max 2 gange om måneden, og vi laver løbende gode tilbud på vores facebook gruppe.

 

SPILCOMPAGNIET                  Ellehammervej 12B - 3600 Frederikssund                  +45 3034 1161                    Kundeservice@spilcompagniet.dk

SPILCOMPAGNIET

  Ellehammervej 12B - 3600 Frederikssund   

  +45 3034 1161  

  Kundeservice@spilcompagniet.dk