"Det seneste Ego-spil sætter din smag og dine holdninger på spil" - skrevet af Spilcompagniet
FAKTASpillere: 2-6. Alder: Fra 15 år. Sværhedsgrad: Let. Varighed: Fra 15 minutter. Sprog: Dansk. Producent: Game InVentorS (Danmark). Udgivelsesår: 2011.
Ego Emotions er det tredje spil i rækken af Ego-spil. Når man først kigger ned i æsken kommer man til at tænke på Fødevarestyrelsens kontrolrapporter - for i æsken ligger der brikker med positive, neutrale og sure smileys.
Men spillet handler absolut ikke om rengøring og madvarer, for ligesom Ego Emotions sociale forgængere, handler dette spil også om dig og mig. Men der hører sammenligningen så også op, for Emotions er noget andet, end sine forgængere. Nu handler det nemlig ikke længere om, hvad du tænker, men i stedet om, hvad du føler.
Du trækker et kort, læser teksten på kortet højt for de andre og tager derefter stilling til, hvordan du opfatter udsagnet på kortet. Du kan vælge imellem den positive, neutrale og negative smiley. Den smiley, som bedst beskriver den følelse, du får, når du læser kortet, vælger du som svar. Inden spillet går i gang bliver alle naturligvis udstyret med et sæt smileys og 10 jetoner.
Der kan satses 1,2 eller 3 jetoner på de andres svar, og når du gætter korrekt, må du i vanlig Ego-stil tage det antal jetoner, som svarer til din satsning, fra fællespuljen. Spillet er slut, når fællespuljen er tom. Den deltager med flest jetoner har vundet spillet. Det er den klassiske fremgangsmåde.
Når man går i gang med at spille Ego Emotions er det meget vigtigt, at man ikke forventer, at det er en forsættelse af de to foregående Ego-spil - for det er det ikke!
Til gengæld er det et fremragende selvstændigt spil, som i modsætning til de andre spil i serien, er mere åbent for dine egne regler og måder. Forstået på den måde, at sidder du eksempelvis i flyet på vej til Thailand og har nået den 5. time, så kan du tage Ego Emotions frem, og i stedet for at spille spillet, som det skal spilles, så kan du i stedet bruge kortene som oplæg til samtaleemner. Hvad synes du eksempelvis om mavedans? Avanceret form for erotisk dans eller kultur? Eller erotiske noveller? Syge tanker eller underholdning?
Du vil også kunne sortere kortene, og derved få nogle gode snakke med dine børn, dine forældre eller mulighed for at udfordre dine venner mere specifikt.
En ting er sikker: Der skal nok komme nogle spændende meninger frem, hvad enten de er neutrale, positive eller negative.
Kommentarer (0)
Der er endnu ingen indlæg...
BEMÆRK! Du skal være logget ind for at skrive et svar. Skynd dig at oprette en profil, hvis du ikke allerede har en, eller log ind her.