Monopoly
Monopoly er på en eller anden måde symbolet på den amerikanske drøm, nemlig jagten på guldet og de grønne skove. Og ligesom i virkeligheden er det kun de færreste, der oplever at drømmen går i opfyldelse.
I Monopoly starter deltagerne på lige fod og derfra handler det om held og en lille smule strategisk kunnen i jagten på pengene og dominansen over de andre deltagere, så man til sidst ender med den største ejendom og alle de rare penge. For alle de andre er drømmen brast.
Vi kender næsten alle Monopoly – eller som minimum den danske pendant Matador. Men vidste du, at brætspillet Monopoly i virkeligheden opstod som et produkt af higen efter social- og økonomisk retfærdighed. Nej, vel?
Historien om Monopoly starter i den amerikanske stat, Maryland i slutningen af 1800-tallet. I den lille by Brentwood, med blot et par tusinde indbyggere, boede den unge kvinde Elizabeth Magie. Elizabeth var ikke en helt almindelig kvinde på det tidspunkt, for hendes største passion var økonomi, som var en altoverskyggende interessere. Igennem sin far havde Elizabeth stiftet bekendtskab med den politisk engagerede økonom Henry George og hans bøger om økonomisk lighed og en lige fordeling af naturens ressourcer – egen filosofi, som allerede på det tidspunkt blev kendt som georgismen.
Elizabeth Magie, som var ugift og i slutningen af 20’erne, blev så inspireret af georgismen, at hun besluttede sig for, at hun ville konstruere et spil, der kunne belyse Henry Georges filosofier. Spillet blev stille og roligt udviklet over de efterfølgende år og Elizabeth brugte sine venner i den lille by til at teste spillet, hver gang hun havde udtænkt nogle nye spilmekanismer eller forbedret de eksisterende. I 1904 var arbejdet endelig fuldført og Elizabeth fik patenteret sin brætspil, som havde fået titlen The Landlord’s Game. Selv beskrev hun spillet som et godt eksempel på, hvordan mekanismerne fungerede, når folk hamstrede jord sammen og hvilke konsekvenser dette efterfølgende kunne få. På det tidspunkt anede hun intet om, at hun netop havde skabt fundamentet for et af verdenshistorien mest succesfulde brætspil.
Den kommercielle del af spileventyret startede reelt først et par år efter, da Elizabeth flyttede fra Brentwood til storbyen Chicago. Her mødte hun en charmerende mand ved navn Albert Phillips og de to indledte et forhold, der senere førte til ægteskab. Men længe før de to sagde ja til hinanden, havde Elizabeth og en stribe venner, der også var georgister, stiftet firmaet The Economic Game Company of New York og det var igennem dette firma, at The Landlord’s Game blev udgivet.
Kort efter brylluppet valgte Elizabeth og Albert at rykke teltpælene op og sammen flyttede de til byen Clarendon – ikke langt fra den amerikanske hovedstad Washington D.C. Det var herefter Elizabeth fik ideen til at lave en ny udgave af sit spil, nemlig en udgave hvor man brugte veje og områder fra hovedstaden i spillet. Der blev også konstrueret et alternativt regelsæt og en alternativ titel til spillet, nemlig Prosperity. Disse ændringer blev efterfølgende patenteret og spillet blev udgivet i sin nye udgave – denne gang i samarbejde med firmaet Adgame Company, der havde base i hovedstaden. Spillet var en pæn succes og Elizabeth var glad for, at ideerne omkring georgismens tankegang på denne måde kunne spredes ud via spillet. I bund og grund var hun ligeglad med pengene, hun tjente på det.
En anden, der til gengæld ikke var ligeglad med penge, var Charles Darrow, en arbejdsløs tidligere brændeovnssælger fra Philadelphia. Darrow fik kendskab til The Landlord’s Game og andre lignende undergrundsspil, der var dukket op i kølvandet på Elizabeth Magies spil og han lånte angiveligt en stor del fra disse spil, som han satte sammen til sit ”eget spil”, som han kaldte Monopoly. Reelt var der måske næsten tale om et plagiat, men der var alligevel nogle justeringer i spillet, der fik Monopoly til at skille sig ud og fremstå som noget nyt. I 1935 lykkedes det Charles Darrow at patentere Monopoly. Patentet solgte han videre til Parker Brothers, der ellers først havde afvist ideen, men senere var brændt varm på den alligevel. Allerede i det første år solgte Monopoly mere end 20.000 styk i USA og resten af historien er kendt af de fleste. Charles Darrow blev en meget velhavende mand og Monopoly indtog den store verden og er den dag i dag en af verdens mest solgte brætspil.
Men hvad med Elizabeth Magie. Oprindeligt var ideen til spillet jo hendes. Det kan tænkes, at Parker Brothers udnyttede Elizabeths manglende interessere for penge. I hvert fald solgte den nu 66-årige Elizabeth sit spil-patent til Parker Brothers for den meget beskedne sum af 500 dollar. Hun krævede dog, at spillet fortsat skulle hedde The Landlord’s Game.
Som tiden gik valgte Parker Brothers at satse udelukkende på Monopoly, mens man stille og roligt fasede The Landlord’s Game ud. Ganske vist udgav man også et par andre spil fra Elizabeth Magie, men ingen af disse blev de helt store successer.
I 1948 døde Elizabeth Magie i byen Arlington, Virginia.
I dag ejes Monopoly af den gigantiske spilvirksomhed Hasbro. På Hasbros hjemmeside fremhæves Charles Darrow som skaberen af Monopoly. Flere andre har igennem tiden påstået, at de i virkeligheden har skabt spillet. To ting synes dog at stå klart: Den oprindelige ide kommer fra The Landlord’s Game – skabt af Elizabeth Magie og Charles Darrow var manden, der kom til at leve den amerikanske drøm…
Hos SpilCompagniet sælger vi flere forskellige varianter af Monopoly.
Monopoly - Et klassisk favoritspil!
Monopoly Cash Grab - Dansk
Monopoly Cash Grab Dansk - Familiespil
Monopoly Cheaters Edition
Monopoly Cheaters Edition - Nu med opfording til at snyde, men også med regler for at blive taget i snyd.
Monopoly Fortnite
Monopoly Fortnite.
Monopoly junior - Frozen
Eksklusive Frost-brikker!
Monopoly Junior Elektronisk Bank
Monopoly Junior Elektronisk Bank - Køb, sælg, og vind.
Monopoly My Monopoly
Skab dit helt eget spil
Monopoly, refresh
Spillet, hvor du kan gøre hurtige ejendomshandler