Partners
PARTNERS
Brætspillet Partners er et af de helt store danske brætspil og har siden sin lancering i 1998 været et af Danmarks bedst sælgende og mest populære brætspil.
Historien om Partners starter helt tilbage i midten af 90’erne, hvor den læreruddannede Thomas Bisgaard fik en god ide. Han kunne rigtig godt lide spillet Ludo, men der var mange ting ved spillet, som irriterede ham og som han mente, kunne være meget bedre.
Eksempelvis kunne han rigtig godt tænke sig, at der var et større element af taktik og strategi i spillet og samtidig så han muligheden i, at man måske kunne spille mod hinanden 2 mod 2 i stedet for bare at spille alle de andre. Ideen om at man skulle arbejde sammen mod et fælles mål var en af grundideerne i det nye spil, som han gerne ville skabe.
Tankerne bevægede sig længe rundt i hjernen hos Thomas, men det kneb lidt med at finde tiden til at kaste sig ud i videreudviklingen af spilet. Muligheden opstod dog i forbindelse med en campingferie i udlandet, hvor vejret viste sig fra sin værste side. Et par uger med øsende regn og torden var præcis, hvad der var brug for, da det åbnede døren for at sidde og arbejde med udvikling af spil.
Thomas prøvede mange ideer af, men han fandt ret hurtigt ud af, at spillet virkede allerbedst, når man spillede 2 mod 2. Han fandt også ud af, at spillet skulle drives med kort i stedet for terninger, for dels skulle nogle af kortene have nogle særlige ”evner” og dels skulle matematikken gå op i forhold til den spilleplade, som han havde startet med at tegne. De første dage på campingpladsen gik med spiludvikling og resten gik med test af spillet, som nu havde fået navnet Partners.
Familien og vennerne, der var med på ferie, var så vilde med spillet, at det nærmest blev spillet dag og nat på campingpladsen og et regndryppende feriemareridt havde pludselig udviklet sig til en hyggelig oplevelse med at udvikle og teste et nyt brætspil. Partners var født.
Da Thomas vendte hjem til hverdagen igen kom Partners til at tilbringe lidt tid i en skuffe. Godt nok blev spillet hevet frem og spillet, når der var tid til det, men på et tidspunkt besluttede Thomas sig for, at han ville køre forbi kontoret hos den danske spiludgiver Danspil. Her ville han prøve at fremvise sin prototype på Partners og høre spiludgiverens mening om spillet. Det kunne jo være, at man her kunne se noget i ideen.
Som tænk, så gjort.
Hos Danspil inviterede man Thomas indenfor og firmaets direktør blev så begejstret for spillet, at Danspil allerede året – i 1998 – valgte at udgive Partners.
Danspil udgav Partners i mange år og spillet findes i dag i rigtig mange danske hjem og regnes for et af de mest klassiske brætspil på dansk grund.
I 2016 blev rettighederne til spillet overtaget af spilproducenten Game InVentorS og der verserer løbende rygter om, at man vil lancere ”noget nyt” omkring Partners i 2018 - i anledning af spillets runde fødselsdag.
Fra Game InVentorS’ side har man foreløbig ikke bekræftet disse rygter, men vi følger udviklingen her hos familien Nielsen i SpilCompagniet, hvor vi også er ret pjattede med Partners.
PARTNERS - Sjovt spil hvor det gælder om at spille sammen og forstå sin partner, uden at snakke sammen.
Partners Duo - 2 spillere
Partners for 2, tak Endeligt kom det populære spil Partners i en udgave der passer når I bare er to.
Partners Ekstra Kort
Partners Plus
Partners Plus Ekstra Kort