Indvi dit hus med den bedste havefest til sommer med spil
7. januar 2021 af SpilCompagniet
Et nyt år byder ofte på nye muligheder. Måske er det i år, du er klar til at købe hus?
Der er mange, som drømmer om at bo i eget hus. Få mere plads, mere privatliv, mere at rive i og mere luft under vingerne. Især som børnefamilie er det praktisk med en rummelig entre og haven lige udenfor døren. Det kan også være garagen eller det store spisekøkken, der trækker.
Uanset om det er friheden til at vælte en væg eller muligheden for at holde høns, der får dig til at scrolle boligsiderne igennem, så er foråret på mange måder et godt tidspunkt at flytte på.
Lige der, hvor veje og fortove ikke længere er isglatte, så du undgår at ryge på røven med flyttekasser i armene. Men inden højsommeren, hvor du hellere vil sidde på din terrasse og bage med et glas hvidvin i hånden. Lige der skal du flytte.
Find din drømmebolig
Det er en stor beslutning at købe et helt hus og man kan let lade sig rive med af alt muligt. Så hvad er det lige, der er vigtigst?
Hvis du føler dig usikker på processen, kan du vælge at tage en advokat med ind over, når du køber hus. Advokaten kan hjælpe med meget mere end gennemgang af den færdige købsaftale. Du kan få hjælp til mange af de mere komplicerede juridiske og økonomiske processer i forløbet, så du føler dig tryg hele vejen. Det kan være en rigtig god investering.
Men den gode, gamle mavefornemmelse er altså også en vigtig faktor, når du skriver under på et huskøb. Det er ikke kun tallene og de officielle aftaler, der skal være på plads. Det skal din mavefornemmelse også. Kan du se dig selv bo der i mange år? Mest af alt i hverdagen. Det er trods alt hverdage, der er flest af.
Prøv at dele dine overvejelser om huskøb med venner og familie. Snak med nogen, som selv har købt hus og som måske kan fortælle, hvilke faldgruber du skal være særligt opmærksom på. Det sker også, at overvejelserne lyder anderledes, når du siger dem højt. Måske bliver du mere klar over, hvad der er vigtigt for dig, ved at fortælle om det.
Når du endelig finder din drømmebolig, er du som regel ikke i tvivl.
Hold en havefest
Når du så er flyttet ind, er det tid til havefest.
Sørg for at invitere dit flyttecrew, hvis du har haft venner eller familie til at hjælpe med flytningen. De vil helt sikkert gerne se, hvordan du er kommet på plads og de fortjener om nogen en stor tak og en god havefest.
Nu har du en have. Del den gavmildt med dem, du holder af.
Den frie luft i egen have har fået en særlig værdi, efter corona har meldt sin ankomst iblandt os. Naturen har altid haft en afstressende effekt, men måske mærker vi det særligt nu, hvor vi er ramt af isolation og restriktioner. Udelivet giver luft i lungerne, perspektiv i hovedet og ro i maven.
Så skynd dig at få sat møblerne på plads og hængt billeder og lamper op. Vi skal ud i haven.
Havefesten er den perfekte måde at afslutte flytteprojektet og indvi dit nye liv som husejer på. Tænd op i grillen og find havespillene frem. Så kan alle være med.