Cranium
Vidste du at det populære familiespil faktisk er inspireret af Ludo? Det er nok ikke det første, man tænker, når man spiller Cranium, men ikke desto mindre er det faktisk sådan, tingene hænger sammen.
I 1997 var Richard Tait på en hyggelig weekend sammen med nogle gode venner og da vejret ikke helt bød på sol og sommer, men i stedet blæst og regn, blev weekenden hos vennerne ikke brugt udendørs, men i stedet indendørs, hvor der blev hygget med brætspil. Der blev spillet mange forskellige spil og Ludo var et af dem. Herefter blev der spillet andre spil og Tait og hans hustru fik skiftevis klø og uddelte øretæver i de forskellige typer spil. Derfor blev weekenden heldigvis hyggelig, men samtidig satte den også gang i tankerne hos Tait.
Ugen efter ringede han til sin gode kammerat og arbejdskollega, Whit Alexander. Han fortalte sin ven, at han var kommet på en god ide. Det handlede om at skabe et brætspil, der var langt mere kreativt og som stillede krav til forskellige evner og ikke bare ens evner til at kaste en terning. Han ville skabe et spil, hvor alle deltagerne fik mulighed for at vise, at de kunne noget særligt. Whit Alexander blev meget overrasket og kunne ikke lade være med at grine af sin ven, men indså - i løbet af samtalen - at der måske alligevel var noget i ideen, da der ikke lige fandtes et spil af denne type.
De to venner gik i gang med spillet, men fandt hurtigt ud af, at et job hos Microsoft ikke hang godt sammen med spiludvikling, så de besluttede begge, at de ville sige deres job op og koncentrere sig fuldt ud om skabelsen af spillet Cranium – et spil der skulle udfordre hele hjernen og også ens kreative evner. Inspirationen til mekanismen på selve spillepladen hentede de to venner fra Ludo.
Som sagt, så gjort. De to venner sagde op og indledte den sidste udvikling af deres spil. Samtidig investerede de også 100.000 dollar i projektet, for de ville gøre det ordentligt og omgive sig med dygtige folk. Der blev derfor sammensat en bestyrelse og valgt nogle gode samarbejdspartnere og i starten af 1998 blev virksomheden Cranium så stiftet.
Cranium-spillet blev dog først klar til salg i sommeren 1998 og da fandt de to herrer ud af, at det var for sent at sælge ind til de helt store kæders julesalg. Måske blev det et held for Cranium, for i stedet blev der lavet aftaler med USA’s største cafékæde, Starbucks, en bogkæde og med salgswebsitet Amazon. På denne måde ramte Tait og Alexander – bevidst eller ubevidst – præcis ned i deres målgruppe og Cranium slog derfor igennem på rekordtid. Spillet blev solgt fra både caféer, boghandlere og på internettet og Cranium nåede i 1998, at blive det bedst sælgende brætspil hos Amazon.
Ved udgangen af år 2000 havde virksomheden Cranium allerede solgt for over 15 millioner dollar brætspil og successen ville ingen ende tage. I 2004 rundede salget af Cranium-spil 3 millioner enheder og spillet var allerede bragt ud i den store verden, hvor det også høstede hæder. Blandt andet blev spillet kåret til ”årets spil” i mange lande, herunder i Danmark.
I 2014 – 10 år senere – går Cranium stadig sin sejrgang i hele Verden og rettighederne til spillet er nu blevet købt af Hasbro. Betalingen for rettighederne er aldrig blevet offentliggjort, men der er formentlig tale om svimlende summer.
Cranium udgives i dag i flere forskellige udgaver. Blandt disse finder man det originale Cranium, Cranium Familieudgave og Cranium Scribblish!
Hvis man tager et kig på hylderne hos SpilCompagniet, så vil man se, at vi har alle titlerne i vores sortiment.